Det bliver it-virksomhederne Netcompany og Trifork, der skal leverer det danske bud på et coronapas.
Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Coronapasset bliver udformet som en app, som danskerne ifølge planen skal kunne downloade i maj måned – og mens Netcompany skal udvikle selve appen, har det offentlige givet Trifork ansvar for den bagvedliggende infrastruktur.
»Det digitale coronapas bliver udviklet som en selvstændig app, der vil kunne dokumentere både testsvar fra PCR-test og antigentest, vaccinationsstatus og indikation på tidligere smitte. Målet er, at coronapasset skal bidrage til en forsvarlig genåbning af Danmark,« hedder det i en pressemeddelelse fra styrelsen.
I onsdags foreslog EU-kommissionen, at de europæiske lande også skal have et fælles digitalt coronapas.
Netcompany og Trifork har snuppet opgaven med det danske coronapas foran blandt andre IBM, der også har meldt sig interesseret.
Fakta
Indkøbet af det digitale coronapas er sket i samarbejde mellem Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen. Indkøbet er delt i to:
Et forenklet miniudbud på Sundhedsdatastyrelsens rammeaftale for it-udvikling og ved direkte tildeling på SKI’s rammeaftale 02.17 for it-konsulenter.