Kategorier
Mad, Fest & Byen Penge & Økonomi Samfund & Politik

Økonomisk hjælp- Håb for sommerens festivaler og events

Rigtig mange festival- og eventarrangører holder i de her dage vejret.

Håbet om at få lov til at afholde sommerens festivaler, messer og andre store events henover sommeren lever stadig, men skulle coronaen igen i år blokere for de store oplevelser og arrangementer, så skal arrangørerne nu have klarhed over, hvor meget økonomisk hjælp, der er at hente med en ny politisk aftale.

Det skal give arrangørerne ro i maven, så de kan komme i gang med at planlægge deres events, siger kulturminister Joy Mogensen (S).

– Vi ser desværre, at mange festivaler i stigende omfang begynder at aflyse, fordi de ikke kender rammerne.

– Vi vil gerne have, de fortsætter med at planlægge forsigtigt, fordi vi kender ikke de sundhedsmæssige restriktioner, siger hun.

Idrætsarrangementer, markeder mv. omfattet

Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, Venstre og De Konservative, og indeholder en forlængelse af den såkaldte ‘arrangørordning’ til den 30. september 2021.

Konkret betyder det, at man kan søge økonomisk hjælp til at få dækket faste omkostninger og løn, hvis ens arrangement bliver aflyst eller rykket som følge af forsamlingsforbuddet.

Det gælder for arrangører af tilbagevendende arrangementer med over 350 personer som musikfestivaler, messer, professionel idræt, konferencer, koncerter, dyrskuer og markeder, samt andre arrangementer, der var planlagt inden 6. marts 2020.

I aftalen er der afsat omkring en halv milliard, 530 millioner kroner, der kommer fra den såkaldte ‘krigskasse’. Det er den pulje, der er afsat på finansloven til coronakrisen.

Helt konkret indeholder aftalen en trappemodel for niveauet for, hvor mange penge en arrangør kan få. Altså hvor stor en procentdel af den kontrakt, der er indgået mellem for eksempel en festival og leverandør eller en kunstner, der kan blive kompenseret for økonomisk.

Eksempelvis kan en kontrakt på 0-50.000 kroner blive kompenseret op til 90 procent, mens en kontrakt på 601.000 kroner og opefter bliver kompenseret på op til 50 procent.

Desuden er der afsat 30 millioner til konkurstruede store velgørende musikfestivaler.

Roskilde Festival: Utrolig positivt

En af dem, der trækker vejret lidt roligere, er Signe Lopdrup, der er administrerende direktør for Roskilde Festival.

Hun er glad for, at festivaler som Roskilde Festivals udfordringer nu bliver anerkendt af partierne.

– Det er utroligt positivt og en kæmpe lettelse for os, at hvis vi ikke kan afholde Roskilde Festival, så kan vi få den nødvendige hjælp efter to år uden indtægter, siger hun.

For Roskilde Festival har det været svært at planlægge uden at vide, hvordan de ville betale regningerne til leverandører, skulle festivalen igen blive aflyst.

– Nu skal vi læse denne her aftaletekst i dybden og se, hvordan vi skal arbejde videre. Det har en været en lang limbo-periode, siger Signe Lopdrup.

Hvorvidt festivaler og de andre events rent faktisk kan blive afholdt, afhænger af coronaens udviklingen – og primært forsamlingsforbuddets størrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *