Den største by i de Forenede Arabiske Emirater – Dubai – er blevet et særdeles populært rejsemål. Du lander i den imponerende storby efter en flyvetur på kun 6 timer fra Danmark, hvilket faktisk gør det muligt at lave en Dubai-ferie i en forlænget weekend.

Den ekstreme ørkenby tiltrækker mange turister med sin overvældende skyline, sine kridhvide sandstrande og tyrkisblå hav, flotte natur, spektakulære bygningsværker og uendelige shoppingmuligheder. Endelig er vejret også et seriøst trækplaster, da Dubai næsten giver statsgaranti for en solferie med skyfri himmel.

Seværdigheder i Dubai

Du kommer ikke til at gå ned på seværdigheder i Dubai. Der er noget for enhver smag – som dog ofte går til ekstremerne. På de kanter har de altså bare en ambition om at ville sætte en label på med verdens højeste, dyreste, hurtigste, største …

Herunder en intro til udvalgte seværdigheder i Dubai, som du bare bør opleve. Bemærk at alle tre seværdigheder ligger i kort afstand til hinanden og sagtens kan klares til fods.

Burj Khalifa – verdens højeste bygning

Med sine 828 meter er Burj Khalifa verdens højeste menneskeskabte struktur. Efter 5 års byggeri stod tårnet, som huser lejligheder og hoteller, færdigt. Det tager trods alt lidt tid at bygge en 163-etagers skyskraber med 39.000 tons stål, 330.000 m3 beton, 24.000 vinduer og ikke færre end 57 elevatorer.

Som almindelig dødelig turist har du mulighed for at komme op i tårnet og nyde udsiger over Dubai fra 148. etager – en halv kilometers penge oppe i luften. Du kan også besøge observationsdækket på 124. etage eller nyde en bid mad i restauranten på 122. etage.

Du tilgår Burj Khalifa fra stueetagen i Dubai Mall, hvor du også kan købe entrébilletter. Det er dog en del billigere at booke hjemmefra fra Burj Khalifas website.

Dubai Mall – verdens største shoppingcenter

Endnu en verdensrekord. Med et areal svarende til 50 fodboldbaner og små 1.200 butikker bryster Dubai Mall sig af at være verdens største shoppingcenter.

Dubai Mall byder dog på meget andet end blot shopping extravaganza. Blandt andet kan du opleve et 7,6 meter højt dinosaurskelet – Dubai Dino – som helt sikkert vil imponere både børn og voksne.

På trods af Dubais ørkentemperaturer er der naturligvis også lige blevet plads til en skøjtebane i Dubai Mall – en skøjtebane i olympisk størrelse vel at mærke. Adgang til skøjtebanen kræver entré og har du ikke lige husket at medbringe dine skøjter på badeferien, kan udstyr lejes på stedet. Dubai har det hele.

Er du mere til attraktioner og spil, skal du besøge SEGA Republic, som er en to-etagers temapark inde i selve shoppingcentret. Bemærk at der også opkræves entré for denne aktivitet.

Hvis du på dette tidspunkt endnu ikke har fået storcenterkuller, kan du slutte dagen af med at besøge Dubai Malls gigantiske saltvandsakvarium – naturligvis et af verdens største. Du kan nøjes med blot at kigge på de flere end 33.000 fisk og havdyr, eller komme helt tæt på dem iført dykkerudstyr.

Dubai Mall åbner hver dag kl. 10.00 og lukker kl. 24.00.

Dubai Fountain – verdens største koreograferede springvand

Den afsluttende anbefaling over seværdigheder i Dubai går til Dubai Fountain. Det imponerende springvand ligger lige ved Dubai Mall og Burj Khalifa i Burf Khalifa Lake.

Den mere end 275 meter lange fontæne skyder vandstråler op i 150 meters højde, som danser i takt med musik, der er specielt udvalgt til seværdigheden. Hele herligheden er desuden oplyst af laserprojektioner, der kan ses fra en afstand på mere end 30 kilometer. Et meget smukt syn som er ganske gratis at overvære.

Hver forestilling varer cirka 5 minutter og afvikles to gange i løbet af eftermiddagen og hver halve time fra kl. 18.00 – 22.00 (udvidet til kl. 23.00 i weekenden).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *